Forlagsgruppen Lohse og
Thomas Kristensen har ophavsretten.

http://lohse.dk

  Rom 13,11-12: »I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær «

Vi bliver fyldt af særlig stemning. For nu åbner vi sind og hjem for nogle uger, som er anderledes end årets andre. Selv om vi kender dem så godt.
Nogle opfatter gentagelser som kedelige. Det har vi hørt! Men sådan har ingen det med advents og julens gentagelser! Dem tager vi imod som noget fortroligt og velgørende. Det er som at gense den elskede, og det bliver aldrig kedelig gentagelse.

Og husk, hvad Luther sagde: »En kristen skrider fremad
— ved til stadighed at begynde forfra.« Vi vokser i troen ved at indtage Guds Ords sunde mad igen og igen. Nu begynder vi forfra med alle de temaer, vi på et kirkeår vandrer igennem for at rustes til at leve som kristne her i verden.

Og husk: Det er ikke jul endnu, først advent! Derfor skal vi tage os god tid til at fordybe os i adventstidens ord og salmer. Inden julens festlys tændes.
Advent fortæller: Jesus Kristus er nær! Han kommer for at lede dig skridt for skridt igennem det næste år og give dig fornyet tro og håb til, at Han — i Guds time — vil komme og gøre en ende på al elendighed. Vil komme med evighedens morgengry af duftende Paradis! »Nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær.« Vi kommer tættere og tættere på den forløsning, som hele verden sukker efter. Eller rettere: Den forløsning og befrielse kommer tættere og tættere på os!
Syndens og dødens og smertens nat, vi nu oplever, nærmer sig sin afslutning! Guds folk spejder mod morgengry!

Op! thi dagen nu frembryder,

som den ganske verden fryder;

op! thi nådens gyldne år

frem med lys og glæde går

(fra DS 76,1)

Matt 21,3: »... hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare:

Herren har brug for dem ... «

Han kalder sig selv for »Herren«. Mange ryster på hovedet ad en sådan selvbevidsthed. Mens andre lytter og er forvisset om, at Han var — og er Herren.
Hvad er det, som gør, at vi lytter til Jesu ord som noget andet end hovedrystende snak? Det hænger sammen med, at der er en helhed, en selvhengivende sammenhæng i det, Jesus sagde og gjorde. Jesu ord var anderledes end andres ord. — Hvorfor? Fordi Han selv var det, Han sagde.
Sådan slår Jesus følge med os med sin myndighed nu, hvor vi begynder et nyt kirkeår. Han kommer ikke bare med løs snak, men vil samle os ind i det rige, som overgår alt, hvad vi ellers kender.
»Jesus er Herre» har været kristendommens glade påstand gennem alle århundreder og lyder nu igen denne advent: Herren er nær! Og ved noget så enkelt som at blive døbt og tro på Ham, må du vide, at Han også vil være din

Herre nu og i al evighed! Jesus taler indtrængende og uden omsvøb, men altid ud af kærlighed! For Han ønsker at vinde os og endnu flere for det liv, Han allerede har købt os til!
Herren har brug for dem! Vel, Herren har nu al magt og har ikke brug for noget fra vores side. Og dog: Han har brug for, at du bringer Hans gode myndighed og hjælp videre, så Hans rige kan blive udbredt!
Vore dage er aldrig blot vore egne, hvor vi kan tage livet i egen hånd. Nej, vore dage er altid også Herrens dage, »Herrens år»! Derfor vil vi gerne byde hver dag »vær velkommen» med den dejlige adventssalme. Velkommen både julenat, langfredag, påskemorgen og pinsedag, ja, »hver Herrens dag»!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag

nu bringer os glæde hver Herrens dag. (fra DS 74,4)

luk 4,16: »På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op.«

Traditioner taler stærkt i adventstiden, og gode traditioner skal vi værne om. Også Jesus havde en god tradi11011: lian havde som »sædvane« at tage del i den ugentlige gudstjeneste. Lad os have den samme sædvane! En sådan søndagstradition fører os nemlig rundt i alt det, som Jesus gjorde og giver os til livet — og evigheden. Med de nyopdagelser og overraskelser, dét giver os undervejs.
Nazarets indbyggere fik i hvert fald en overraskelse den sabbat, hvor de havde inviteret Jesus til at prædike i sin hjemsynagoge. Så forjættende Han kunne prædike: Godt budskab til mennesker af alle slags
Jøderne i Nazaret var gået til gudstjeneste, som de plejede. For sabbatten frydede dem, ligesom advent fryder os. Men så vender deres stolthed over deres bysbarn Jesus til forargelse! Folk var kommet for at høre det kendte, men Jesus gik videre: Jeg er den, som bringer alt dét frydefulde til jer, som Esajas profeterede om! I mig skal I møde Guds løfter! — Sikke noget snak! tænker de og bliver rasende.
Sådan må det ikke gå for os, når vi nu får repeteret det gammelkendte om advent- og juleforberedelser! For Jesus vil mere end læses op og repeteres. Han siger også nu: I dag vil jeg, at det skal gå i opfyldelse hos jer!
Vi har nok alle vore yndlingsord og kæpheste i Guds Ord. Og godt dét! Men Jesus vil have os til at høre andet og mere i det bibelske budskab! Det må vi ikke blive irriteret over. Tværtimod skal vi lade Ham minde os om sider i Guds Ord og i vort eget liv, vi trænger til at få vendt på ny.
For da kan din gode sædvane blive til endnu bedre nye

vaner!

Vær velkommen, du min fred,

dig ske tak i evighed!

Drag, o Jesus, ind til mig,

vejen selv du bane dig!            (fra DS 80,3)

L uk 4.18: »Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger...«
Jesus prædiker forjættende: Godt budskab til fattige; frigivelse for fanger! Hvor gør det dem godt i Nazaret, når Jesus entager profeten Esajas’ opmuntrende ord i en for landet mørk tid. — Ja, og hvor gør det også os godt igen at høre det
ni le gode adventsbudskab!
»Godt budskab til fattige«: Ingen af os er materielt fattige i sammenligning med dem i Nazaret. Men fattigdom kan snige sig ind ad andre sprækker. Du kan blive fattig, hvis du mister den, du elsker, eller hvis din ellers trygge velstand pludselig ikke siger dig noget. Du kan føle dig fattig, når ting mislykkes for dig, eller når andre får de venskaber, du åbenbart ikke formår at skabe. — Ind i din fattigdom lyder nu det gode budskab: Jesus vil ikke lade dig alene med din fattigdom! Jesus vil bruge dig i sit riges arbejde med det, du dog er rig på. Til at glæde andre!
»Frigivelse for fanger« prædiker Jesus — i lyset af den gamle praksis med gældsfængsel og arbejdslejre for krigsfanger. Heller ikke sådanne fanger er vi. Men du kan være fanget af opgivelsens ånd: Ingenting nytter eller bliver anderledes! Eller du kan være fanget af destruktive vaner. Til dig »fangne» lyder det nu: Husk, Jesus vil lukke døren op for dig! Bed Ham ind i dit liv, gå ind i det nye år sammen med Ham! Så må du altid være i Hans nærhed, hvor du kan ånde frit!
Advent er en glad tid, fordi Jesus har opfyldt profetens ord og lukker frihedens rige op for os. Men advent er også bodstid, hvor vi skal bede os ud af selvforskyldt armod og fangenskab.

Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!      (fra DS 84,6)

Luk 4,18-19: »Han har sendt mig for at udråbe ... syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. «

Der er mere godt i denne prædiken af Jesus selv:
»Syn til blinde« lover Jesus. Du kan være blind, så det kan ses på dig, for du stavrer hjælpeløst rundt. Lige så blind
og hjælpeløs kan du være åndeligt talt. Dét er du, hvis ikke du lader Jesus lede dig!
— Til dig lyder nu det gode budskab: Jesus vil give dig syn for, at du er Guds menneske, uanset åndelige og menneskelige handicaps! Gå med, hvor Jesu ord lyder til dig! Da får du hjælp til se, til glæde for dig selv og til gavn for dine nærmeste!

»Udråbe et nådeår fra Herren» var nok de ord, som frydede folk mest i Nazaret. I jubelåret — »nådeåret« hvert halvtredsindstyvende år — skulle »undertrykte sættes i frihed». Fattige og forgældede og slaver skulle have ejendom og personlig frihed tilbage igen. Nådeåret var det fremtidshåb, som holdt modet oppe i svære tider. — Til os, som ikke kender til den slags nådeår, lyder det gode budskab, som ligger gemt i

selve ordet »advent«: Vi forventer et endegyldigt nådeår, når Jesus kommer synligt igen. For da skal alle tab på legeme og sjæl blive overvundet, for vi får det tabte Paradis tilbage!
Indtil dette store nådeår indtræffer, har Herren beredt os et »lille» nådeår, et nyt kirkeår, hvor vi får lov at smage af Hans nåde i bibelord og nadver. Og hvor vi må leve vore hverdage i den vished, at der også for os er noget, som hedder syndernes forladelse og evigt liv for Jesu skyld.

På Jesu død og blodig sår
begynder jeg mit kirkeår;
hans rejse til Jerusalem
gør, at jeg vandrer trøstig frem…           (fra DS 75,1)

Luk 21,25 og 36: »Og der skal ske tegn i sol og måne ,g stjerner,

og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde  over havets og brændingens brusen... Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske...«

Advent taler også om de sidste tider. Inden den dag, Menneskesønnen skal »komme i en sky med magt og megen herlighed«.
Vi bliver forberedt på angst og gru, fordi vores verden skal gå mere og mere i stykker. Og ærlig talt: Vi bliver flaget a f en spirende frygt, fordi disse undergangstoner ikke bare er fremtid, men allerede anes nu. Naturen ter sig med nogle ustyrlige ekstremer. Politik og økonomi bliver så uoverskuelig, at vi griber til vilkårlige hovsaløsninger. Og lovløsheden bliver organiseret og tiltager sig mere og mere magt. — Vi oplever allerede en forsmag af de sidste tiders angst.
Ja, men har der ikke i enhver generation været undergangstegn? Jo. Enhver kultur, som har ladet hånt om sit grundlag, er gået under i familieopløsning, i hor, i vold og

magtmisbrug. I vores tid er det imidlertid, som om det sker næsten samtidig over hele jorden. Natur og folkeliv er begyndt at slå igen, fordi vi har ladet hånt om den gode orden, Gud igennem sit ord gav os at leve i.
Jesu klare hensigt med adventsordene er, at vi skal tage os i agt, så vi ikke »sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer«. I stedet skal vi våge og bede om, at vi »må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen«.
Der står ikke, at vi skal se at komme »fejlfrit< igennem livet. For det kommer ingen af os. Nej, der står, at vi skal vandre åndeligt vågne igennem livet — med blikket rettet imod Jesus som vores og verdens Herre.

Og når da under hver himmel-egn

du ser din konges det visse tegn,

ja, tegn i sol og måne,

da funkler frydelig øje dit...     (fra DS 274,5)

Luk 21,29-31: »Se på figentræet og alle de andre træer.
Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.

Ikke bare frygten for den store verdens undergang, men ogsåfrygten for min egen lille verden kan blive ubærlig.
hvad hvis det hele tages fra mig, mine kære, ja, mit eget liv? — Det kan være så fristende at flygte og fortrænge dette frygtelige.
I det duer bare ikke altid at ville fortrænge. Vi skal være vågne og vedkende os vores frygt. Det er sund realisme. — Men vi har brug for noget mere! Det skal vi høre om i
anden adventsuge.
Tegn og trusler, som ængster os, vil Jesus have os til at se i Guds nærheds lys! Lær af naturen! siger Jesus. Af forårsknoppernes løfte om sommer! Lige så sikkert er det, at Guds rige kommer efter de mørke og frygtelige rystelser, som kan ramme både os og vort samfund!

Dette løfte må vi aldrig glemme. For glemmer vi at tolke tidens tegn og trusler i lyset af Guds riges nærhed, da dør vi på forhånd.
Anden adventsuges hovedsag er: Kristus overlader os ikke til os selv i de onde dage. Han vil stå os bi! Vi skal ikke dåne under verdens og livets trusler, men løfte vore hoveder i tillid og bøn til Gud!
Dette at verden skal forgå, gør det gode i livet endda mere dyrebart for os. Det gode er nemlig en forsmag på den fuldkomne godhed i Guds riges. En forventning som hjælper os til at komme igennem de smertefulde ting undervejs og kæmpe den kamp, der er vores.
Det andet lys i adventskransen minder os om, at Jesu lys vil sprede ondskab ens mørke — og en dag få det til helt at forsvinde. Den dag vi skal se Ham komme i herlighed!

Lad kun bruse verdens hav!

Lad kun kastes verdens grav!

Med vor frelser, verdens dommer,

følger evig sol og sommer.        (fra DS 279)

Matt 25,1-13: »Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger… fem af dem var tåbelige ... Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jeg, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. «

Han kommer ikke ubelejligt, fordi Han ønsker at fange os på det forkerte ben. Faktisk vil Guds Søn komme synligt tilbage på det bedste tidspunkt for sit folk. Lige hvor vi trænger allermest til udfrielse!
Dét betyder imidlertid også dette afgørende, at fra da af låses Himlens dør. Til glæde indenfor — og forfærdelse udenfor. På den dag, som kun står noteret i Guds kalender, er det for sent at lave om på noget.
Men det er ikke for sent nu. Nu skal vi forberede det fornødne, så vi er parate den gunstige dag, vor Himmelske brudgom fylder den evige festsal.
Til livets alvor hører, at vi kan forpasse afgørende chancer. Til evighedens alvor hører, at vi kan komme for set til Guds rige! Ikke fordi Jesus vil det. Når Han taler om de sidste tider og faren for at sløve hen, så er det for at gøre os vagtsomme. For netop når det er sortest, skal Menneskesønnen komme! En glædens time. Men evigt smertelig, hvis vi lader det åndelige beredskab falde. »Våg derfor,« siger Han.
Jesus har valgt os som sin brud. Helt utroligt, så uværdige som vi er. Men det er os, Han har valgt! Dåb og tro har Han givet os til at klare ventetiden. En dag kommer vores Himmelske Brudgom til syne igen, for at blive forenet med sin jordiske brud — og da skal Han forvandle os fra det fattige ufuldkomne til evig skønhed!
Våg og vent derfor — og tag del i kirkebrudens forberedelse af Himmelbrylluppet! Vores Himmelske Brudgom vil så gerne overraske os til glæde.

Thi Zions vægtre råbe:
Vor brudgom nu er nær,

kom, mød ham nu til hobe

i troens frydefærd!   (fra DS 271,2)

Matt 25,2-3: »Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander.«

Der er noget, andre ikke kan gøre for os! De fem kloge brudepiger kan ikke bebrejdes, at de er ukærlige, fordi de ikke deler deres olie med de fem tåbelige. Det kan nemlig slet ikke lade sig gøre! Vi skal personligt have fyldt på af Kristi evangeliums »olie«.
Anden adventsuge vil lægge os på sinde ikke at leve livet »på anden hånd»! — I den kristne menighed gør vi meget for hinanden med forbøn, oplæring, omsorg. Men der er altså noget, du selv skal gøre, og jeg selv skal gøre: Det er at have forventningens og tålmodighedens »olie» på vores »livslampe«! Sådan at vi er parate den store dag, hvor Jesus kommer for at tage os med ind i den evige festsal.
Spørgsmålet er derfor aldrig, »hvor lidt» kristendom vi kan nøjes med og så dog slippe indenfor. Tværtimod! Vi skal holde troens og håbets »reservekande» fyldt godt op. Det får vi ved bestandig at få fyldt på af Guds Ord, af nadverens tilgivelse, af bøn og lovsang. — Vi har olie nok i reservekanden selv i åndeligt sløve tider i vort liv, når vi holder fast ved andagten i vore hjem og ved ugens hellige time i kirken! Da bæres vi, når der kommer krisetider for os — og allervigtigst. Vi har tilstrækkeligt, når kaldet pludselig lyder til at bryde op fra livet for at møde Herren.
Vi kan ikke leve på »anden hånd». For der er noget, som ikke kan deles. Men der er nok af det til os alle sammen! Vi skal blot lade Kristi kirke fylde os godt op med troens reserver.

Anden adventsuge vil derfor sige os: Nu er tiden at vende om fra sløvhed til vagtsomhed og kirkens fyldte kander

Gør, Jesus, snart en ende

på dines hårde strid,

og lad min lampe brænde

til min forløsnings tid!             (fra DS 271,5)

Jak 5,78: »Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente p1 sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre res hjerter stærke, for Herrens komme er nær. «

Vi sløves så let hver især og som kirke. Det trækker jo ud med Jesu genkomst. Og i det daglige har vi fuldt op at gøre, og vi regner da med at skulle leve mange år, før vi skal aflægge regnskab. — At sløse med livet er farligt, fordi alt af værdi kræver omhu. Sådan er det også med vort gudsforhold!

Alle kan vi få åndeligt søvnige perioder. Ja, vi kan næsten glemme, at Jesus en dag kommer i sin herlighed! — Derfor er det da også så vigtigt med adventskransens andet lys, genkomstens lys, som siger: Husk, at du og hele verden en dag skal møde Kristus som Frelser og Dommer!
Vi skal være tålmodige, indtil Herren kommer! Som vi læser det til advent i Jakobsbrevet. Og »tålmodighed« vil egentlig sige mod til at tåle det, der måtte komme, mod til at

(omkring anden adventsuge)

holde forventningen frem, selv om verden vil have os til at glemme alt om Jesu magt og herlighed.
På en måde er det allerede forår efter Jesu komme den første jul. Men verdens forår kan blive langt og koldt, inden sommeren kommer med frelsens »dyrebare afgrøde«.
Dog! Vær vagtsom og forventningsfuld, lad ikke det kolde og golde lukke synet af for den Himmelske udsigt! For le sus har ikke glemt dig! Det har Han betalt for høj en pris for dig til.
Det andet lys i adventskransen er altså vort »vågeblus«, som siger: Gør hjerterne stærke! Indtil evighedens overvældende lys strømmer os i møde. For evighedens vidunderlige dag er jo på vej! — Og nu er vi nu kommet den en dag nærmere

O Jesus, lad det komme

dog snart dertil engang,

at alle dine fromme
må møde dig med sang!            (fra DS 271,5)

Matt 25,6 og 11: »Ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! ... Herre, herre, luk os ind!»

Bibelen er først og sidst håbets bog! Til dens vigtigste budskaber hører, at Jesus vil gribe ind den dag, hvor alt er i rit fald! Når verdenspressen peger på fallit, peger Jesus på fest! Når vi famler i mørket, peger evangeliet på lys og farver og en ubeskrivelig glæde, som er på vej til os!
Ofte minder Bibelen os om, at Herrens genkomst kommer pludselig, og før vi venter det. Med brudepigerne er det lige modsat: Det trækker længere ud end ventet!
Da — men ikke nu! Da kommer festen, nu er det vente- og forberedelsestid. Nu skal vi blande os, leve det pulserende liv her i verden. Men vi må ikke gå i ét med verden! — Vi skal leve »klogt«.
Hvordan lever vi klogt? Ja, Jesus siger i Bjergprædikenen, at den kloge mand bygger sit hus på klippegrund. Han har det ikke blot i munden »Herre, Herre», som ham der bygger på løst sand. Den kloge lever og handler med Jesu ord for øje. — Og i adventstiden hører vi så om den kloge kvinde, de kloge brudepiger. De har det heller ikke blot i munden som de tåbelige, men har klogt forberedt sig på en lang ventetid.
Dem skal vi ligne i klogskab! Ved skal fylde vores lamper med troens og håbets olie. Vi skal lytte til ordets forkyndelse, bede, læse i Bibelen og finde sammen i Guds hus med nadverbordet. Og, så øve os i at handle derudfra! Så har vi nemlig altid et »4geblus» tændt. Og når Han kommer, kan vi dreje vågeblusset op på fuldt blus.
Adventskransens andet lys vil minde os om at være parate til at møde Herren, også selv om det trækker længe ud. Vær parat hver dag! For du kender ikke din egen sidste nat.
— Ej heller evighedens første midnat.

Din brudgom dig vil hente,
hver time kan du vente,
at du får bud at træde
til Himlens bryllupsglæde.        (fra DS 82,5)

Matt 25,10: »Men da de var gå et hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket.«

Du kan dele din tro og dit håb med andre. Du kan bevidne, hvor meget det betyder at være kristen! Og den glæde kan og bør vi dele med andre. For det er jo sådan, evangeliet udbredes. — Men modtagelsen af evangeliet og af den tro og det håb, som Gud tænder i os med sit ord, kan vi ikke dele med andre! Evangeliet kræver dit personlige engagement. Pladsen ved Himmerigets festbord, som Gud har bestemt for dig, er for dig og ingen anden.
Men pas på den, for du kan miste den
Kristendom er ventetid! At være kristen er at vente! Vente på bønnesvar, vente på klarhed, vente på glæde, vente på den dag, hvor alt bliver nyt. Vente, fordi vores Himmelske Brudgom, Jesus Kristus, vil modne os til høst! Og vente, fordi vores Himmelske Brudgom skal hente sig en stor menighed ud over den ganske jord, før Han begynder den evige fest!

Men så kommer Han. Ventet af alle døbte og troende. For vi har jo fået den store ære og glæde at være inviteret med til den evige fest! — Og hvor Jesus glæder sig til den dag! Som brudgommen glæder sig til at modtage sin brud! Dét får Ham så også til at tale om nødvendigheden af, at vi er vagtsomme, agter på tidens tegn og har det åndelige beredskab i orden.
»Våg derfor,« siger Jesus. Vær klar, selv om ventetiden bliver lang! For når festen begynder, er det for sent at forberede sig. Himmerigets dør bliver lukket i til glæde indenfor — men også til forfærdelse udenfor.
Den eneste, som kan stykke frelsen ud til andre, er Jesus! Dét gjorde Han i rigt mål til jul, påske og pinse. Derfor er du talt med i Himlen! Og Herren længes efter at vise dig Himmerigets evige glæde.

Vor brudgom ej længe nu borte vil blive,

o, køber dog olie, triner på vagt,
ej mere vor kristendom lunken at drive,

men altid at våge, som Jesus har sagt!   (fra DS 272,3)

Matt 11,3: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«

Johannes Døber er blevet smidt i fængsel, fordi han har kritiseret kong Herodes for at have brudt ind i sin brors ægteskab og giftet sig med hans kone. Det er jo klart imod Guds sjette bud: Du må ikke bryde et ægteskab!
Johannes har profetens vanskelige opgave at forkynde sandheden, samtidig med at han skal berede vej for Messias. [fans stærke forkyndelse af dom har det ene formål: at forberede vejen for Ham, som skulle komme fra Gud og vende tiden for Israels folk.
Men nu er Johannes blevet overfaldet af tvivl i fange- kælderen: Er Jesus virkelig den ventede Messias? Eller skal de vente en anden? For Jesus spiller jo ikke med musklerne. Gør du i det hele taget noget, Jesus?
Hvad gør du egentlig, Jesus? spørger vi også somme tider, når livet ikke former sig, som vi havde drømt om. Så kan tvivlen komme, også selv om vi bekender os som troende.
— Jesus, gør det nogen forskel at tro på dig?

Jesus svarer med at repetere, hvad Johannes godt kender i forvejen. Hvad han har set og hørt om Jesus. Er det så nok for Johannes? Og er det svar nok for os i vores tvivl og anfægtelse og dagligdags vanskeligheder at få repeteret, hvad Jesus gør og siger? Ja, er det nok at få evangeliets ord forkyndt en gang til? Også nu i et nyt kirkeår?
Når vi spørger til Jesus, så får vi ikke løsning på alt eller sejr i alt. Lige så lidt som Johannes. Ikke fordi Jesus ikke holder, hvad Han lover, men fordi Han ganske enkelt ikke altid er, som vi forventer.
Johannes slap ikke ud af fængselet, og vi slipper heller ikke altid udaf vore forskellige fangenskaber. Men Guds løfte står fast: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig!«
Jesus er de hjælpeløses Hjælper!

Jeg lå i bånd og fængsel,

du førte mig herud,

jeg stod i spot og trængsel,

da tog du mig til brud ...         (fra DS 86,3)

Matt. 11,6: »Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Store mængder af folk var strømmet ud til Johannes og blevet ramt af hans forkyndelse. De havde bekendt deres synder og havde ladet sig døbe af ham. — Også Jesus vor kommet til Johannes for at lade sig døbe. Og da Han blev det, havde Himlen pludselig åbnet sig og en røst havde lydt:
»Denne er min søn, i ham har jeg velbehag — hør ham!«

Dengang var Johannes ikke i tvivl. Han var overbevist om at Jesus var den ventede Messias. Men nu bliver han overmandet af tvivl: Har han taget fejl?
Jesus ved godt, at Han ikke giver et klart og uimodsigeligt »bevis« på, at Han er den ventede. Derfor føjer Han til sin hilsen: »Og salig er den, der ikke forarges på mig! «
Forargelsens mulighed, at lade tvivl blive til vantro og frafald, var til stede for Johannes. Det er også til stede for os, når vi rammes af tvivl og ulykke.
Johannes gjorde det rigtige: Han lod ikke blot stå til! Han opsøgte Jesus. For den ægte tvivl vil kende det rette

svar. Vantroen derimod ønsker ikke at kende det sande svar. For så skal den vantro jo bøje sig og tro!
Jesus vil ikke blot have vores glatte viden, sådan som vi ved, at to og to er fire. Han vil have vore hjerter! Fyldte som de kan være af tro og tak eller tvivl og bøn. — Og derfor får vi i den tredje adventsuge udfordringen: »Salig er den, der ikke forarges på mig!« Vælg ikke Jesus fra i forargelse over Hans ringhed!
Men det »salige« er netop også: At tro og takke Ham, selv i tvivlens og nødens vanskelige dage. Adventstidens og jule- tidens glade påstand er: Jesus er Guds Frelser til hele verden! Og du betyder lige så meget for Ham, som Johannes Døber gjorde!

Du skal ej heller klage,

at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå ... (fra DS 86,6)

Luk 1,67: »Zakarias blev fyldt med Helligånden og profeterede. ‘Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk´. «

profetisk står Zakarias på sin udkigspost i Guds lange historie og skuer ind i fremtiden. Elisabeth og Zakarias hari deres alderdom fået sønnen Johannes. Zakarias ser, at nu begynder opfyldelsen af det, som Israels folk har længtes efter. Dét, Gud lover, er så sikkert, at Zakarias i sin lovsang kan tale om det, som om det allerede er sket! Gud svigter ikke sine løfter!
I den tredje adventsuge får vi lov at forundres over Guds storhed og barmhjertighed. Med Johannes Døbers fødsel indleder Gud en ny frelsestid. Og vi får lov at være med. Vores længsel efter det gode i en verden, som er ved at løbe fuld af elendighed og ondskab, bliver i Zakarias’ lovsang mødt af Guds »ovenlys«. Af frelsens lys, som nu er ved at oprinde. Og dermed bliver vi opmuntret — og udfordret til at lade vort liv blive formet af »Herrens besøg», af »solopgangen fra det høje«, som vil »besøge« os.
Endnu skinner solen ikke i hele sin kraft som ved middagstid; men den lader sig ane som en »solopgang«. Solens lys i al sin kraft ses først den dag, hvor jord og Himmel bliver nye igen som på skabelsens morgen. Solens opgang er Jesu fødsel. Fra da af vender tiden som et »solhverv«, og lyset tager til! Og nu i denne adventstid vil solopgangen gribe fat i os og vende os ind i Guds frelse!
Zakarias har sunget for på en lovsang, som aldrig vil forstumme. For den siger mere om livets lange perspektiv end mange andre ord.
Lad således det tredje adventslys være vort »Johanneslys«, som viser os hen til Jesus og fylder os med tro og taknemlighed. For nu er der himmelsk »besøg« også til os ….

Han er den rette glædessol,

som lyser fra Guds nådestol;

ved ham, Guds Søn, det lysne må

ud i vort hjertes mørke vrå.  (fra DS 84,5)

Luk 1,69: »Han har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund. «

Zakarias og hans søn, Johannes, ville have været aldeles ukendte, hvis ikke det var, fordi Johannes på en særlig måde skulle blive vigtig i Guds store plan. Vi kender Zakarias, fordi han i skæret fra det tredje adventslys, Johannes Døbers lys, lægger mund til en besked fra Gud om den tid, der nu er i færd med at bryde frem.
Zakarias’ lovprisning er en meget løfterig tekst, som fylder os med forventninger til Guds indgriben i livet. Zakarias takker Gud, fordi Gud med Johannes’ fødsel begynder virkeliggørelsen af de løfter, som blev givet allerede til Abraham. Ja, det er, som om alle tidsaldre smelter sammen! Gud »har besøgt og forløst sit folk«! Gud »har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus«! Zakarias takker Gud for det, som om det allerede er sket. Det slår ikke fejl. Hvad Gud har lovet, vil Han opfylde!
Tænk, så må vi også glæde os over løfter, som er på vej til at blive opfyldte: At blive friet fra alle dem, der hader os; at kunne leve uden frygt; at kunne se lys — selv i mørkets og dødens skygge; at kunne gå på fredens vej uden fare for fjender! Det griber næsten for langt ind i den evige, fuldendte fremtid! Hvordan skal det blive mere end store og smukke ord, blive en virkelighed, som jeg er i nærkontakt med?
Jo, ved at høre evangeliet om Jesus, som Johannes viser os hen til. Om Frelseren, »frelsens horn«, hele universets frelsesmidtpunkt. For dette ord gør noget ved dig! På Guds måde. Evangeliet om Jesus ejer en kraft til at lyse og levendegøre, en kraft til at få os til at se sandheden i stedet for løgnen — og allermest: en kraft til at frelse os fra synd, død og Djævel!

Saligt, hvor han drager ind,

saligt er det folk, det rige:
Dér skal sorgen fly af sind,
dér skal synd og død bortvige ...                 (fra DS 83,2)

Luk 1,67: »Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede… «

Når Zakarias med sine ord bliver vigtig for flere end sin egen samtid, så hænger det sammen med, at han bliver fyldt med Helligånden», som der står. Han bliver gennemløb for noget vigtigt, Gud vil have sagt til os til alle tider. 

- Der står flere steder i Bibelen om personer, at de bliver »fyldt med Helligånden». Sådan at det, de siger og gør, på en Nærlig måde bliver båret af Guds Ånds nærvær og virkekraft.
Ved at fylde os med Helligånden kommer Gud særlig tæt os. I vores dåb bliver vi lukket ind i Helligåndens virkefelt. Og igennem troen på Jesus gør Ånden sin gerning til gavn for både os selv og andre. Guds Ånd fylder os med kald til at Lære frelsen at kende; Guds Ånd drager os ind i syndernes forladelse, ind i Guds barmhjertighed, ind i Guds ords sandhed og lys. Og Guds Ånd fylder os til at blive gennemløb for Guds frelse til endnu flere. Ikke så vi nødvendigvis bliver husket af mange som Zakarias, da han blev fyldt med Helligånden! Men sådan at du og jeg også kan blive vigtige mennesker for nogen, ikke mindst for vore nærmeste, på deres vej til Gud!
Vi kan ikke rive eller skrabe dette forunderlige til os. Men Helligånden kan lægge det ind i dit og mit liv, dette nybrud, som Zakarias profeterer om. Og Helligånden gør det ikke ved, at du har særlige evner for det religiøse, men ved, at du ganske enkelt lytter til evangeliet om Jesus. For dette ord kommer stærkt her i advents- og juletiden.
Til vores adventsbøn hører, at også vi må leve under Åndens berøring med Ordets kraft. Og dermed kunne give noget vigtigt videre til dem, Gud ønsker at nå igennem os.
Advent vil gøre Jesus Kristus vigtig for os alle …

Og ved din Helligånd os led

på vejen frem til salighed,

at her vi dig lovsynge må,

indtil vi for dit ansigt stå!    (fra DS 84,7)

Es 40,3-5: »Der er en, der råber: Ban Herrens vej… Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal Se den.«

Advent og jul vil åbne vore øjne for løfterne fra Gud, så vi ser, hvad Han har for med os. Adventsprofeten Esajas, og ligeså Johannes Døber, peger med deres profetiske ord forbi alt det, vi kender fra denne verden, og ind i Guds virkelighed. Den virkelighed, som nu kommer til os for at forberede os til herligheden hos Gud. -Advent er de store linjers uger!
De følges ad, Esajasprofetierne og Lukasevangeliets første kapitler om Johannes og Jesus. Men hele tiden sådan, at Jesus sættes i centrum! Opfyldelsen overgår profetien. Johannes baner vej — Jesus går på den!
Om den nyfødte Johannes hedder det: »Du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen…  Johannes inviterer mennesker ind i et nyt, ukendt område. Som bodsprædikant, men også som en glad vejviser hen til »Guds Lam, som bærer verdens synder»!

Vi lever i en tid, hvor vi må forsvare, at vi kommer med dette gamle budskab igen og igen, år ud og år ind. For verden er optaget af så meget andet. — Men frimodigt bliver vi dog ved, for vi ved, at både Esajas og Johannes Døber har mere at sige om liv og evighed end vor tids nyhedsmedier, fordi de peger hen på Jesus som Frelser og Herre!
Dette at tro Jesus og ledes på Hans vej ændrer livet — og ikke mindst: Her begynder evigheden!
Det tredje adventslys vil bane vej i vore hjerter for Jesus og fylde os med tro og taknemlighed. For nu åbenbarer Herren sin herlighed i frelsende glimt!
Og en dag skal den åbenbares fuldt ud

Lad op din port så vid!

Din Jesus kommer hid,

han agter dig at gæste
din salighed til bedste.        (fra DS 81,5)

Es 12,3: »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder. «

Det er mørkt det meste af tiden. Ja, det bliver ikke mørkere end i dag, på årets korteste dag. Hvor vi dog længes efter lyset!
Men nu vender det! Fra i dag afgår vi mod lysere tider udenfor. — Og advent lader os høre om et endnu vigtigere vendepunkt: Lyset fra Himlen er på vej for at røre os hver især for liv og evighed! — Profeten Esajas hilser os i fjerde adventsuge med et glad løfte: »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.« Et løfte om, hvad Gud giver os med den tilstundende jul.
Jesus blev som barn, og siden som voksen, Guds kærligheds tale til os. Verdens og vore egne mange ørkenvandringer vil nådens kilder give nyt liv til. Og i »frelsens kilder« er der altid nok, når vi selv løber tør for livsmod og kraft. Guds nådes kilder når vi aldrig bunden i.
Det er i dag årets mørkeste døgn. Og vi kan godt føle det, som det lyder i en adventssang: »Ind under jul, hvor er det trist ... mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser.« Men denne kulde og tristhed er ikke
det eneste. Profetens ord giver løfte om, at noget andet er i vente! Dette fantastiske, som også lyder i sangen: »netop som jord ej mer kan råde, kommer et frelsens væld afnåde.« Ja, »frelsens væld« fra »frelsens kilder«! — Julen kom til Betlehem i en mørk tid. Og kommer nu om få dage til os! Midt i vort mørke skinner Guds lys frem.
Det er altså ikke blot solhverv i naturen i dag. Det bliver også »solhverv« for dig og mig, som øser med glæde af julens kilder. For Guds Søn venter på os med livets og evighedens glæde!
Derfor beder vi på årets korteste dag: Kom, Herre Jesus, med frelsens væld af nåde til os! Fyld os med troens glæde og forventning!

Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i tidens fylde,
da han fødtes, som engle hylde,
da Jomfru Marie ham bar hos sig.             (fra DS 441,2)

22. december

Joh 3,28-30: »Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham ... Han skal blive større, jeg skal blive mindre. «

Jesus skal vokse. Vokse i vort liv; i vores menighed; i verden. Ikke sådan, at kristentro er en »storhedsreligion«. For »vækst« kan blive farlig, hvis vi giver os »i vækstens vold« for selv at komme til at se store ud!
Sådan voksede Jesus ikke. Han levede mellem krybben og korset. Jesus voksede i selvhengivenhed for at gøre Guds kærlighed synlig. Jesus ville gøre sin menighed til et godt voksested for os små mennesker. I troskab imod Ham, men også i frihed; i fælles tjeneste, men uden tvang til uniformitet. Hvor vi samles i Jesu navn, dér skaber Guds Ånd sund vækst.
I verdens hårde ræs er det sådan, at du visner, hvis ikke du vokser! Sådan er det ikke i Guds rige. I Guds rige mister du ikke betydning, fordi du aftager i betydning her på jord! Lever du din hverdag med tro og bøn og gudstjeneste, så taber du ikke livet, du vinder det!
Vi nærmer os adventstidens afslutning. Adventstidens store forkynder, Johannes Døber, træder tilbage for at Jesus kan tage over. For, som Johannes siger: Jesus taler ovenfra og forkynder det helt afgørende, at når vi tror på Ham, har vi evigt liv. Uden tro og lydighed mod Guds Søn er der kun Guds vrede. Det forstår vi godt, når Gud gav så meget for at hente os ind i sit rige til den evige bryllupsfest.
Den Himmelske Brudgom, Jesus, venter på sin jordiske brud! For det skinner stærkt igennem: Jesus elsker sin brud, Han elsker sin kirke, Han venter efter at forenes med dig og mig!
Nu er alle fire adventslys tændt. Der er ikke flere at tænde. Nu venter vi på Jesus. Vi venter på at fejre jul med Ham — og på at se Ham ansigt til ansigt ved Hans genkomst på den store adventsdag.

Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!
Guds glæde lukker vi nu ind,
at vi kan Jesus favne
med bøn og hjertens tak og tro ...               (fra DS 90,2)

Joh 3,31 og 33: »Den, der kommer ovenfra, er over alle... Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru.«

»Det er en af årets travleste dage. For det gælder de sidste forberedelser før julefesten. — Vi vil dog også på denne travle dag hvile lidt hos Gud. Advent skal endnu en gang berede os til at møde Herren. Mens vi her lillejuleaften også forbereder os på julefesten.
Nu er adventskransen brændt ned. Den gamle pagt med forudsigelserne træder til side for den nye pagt med opfyldelsen af Guds store løfter. Vi takker for alt, hvad advent har mindet os om af alvor og glad forventning.
Nu skal vi rette vores opmærksomhed imod Jesus! For det er livet og evigheden om at gøre. Nu kommer Gud os nær, og vi får lov at se en magt og kærlighed, som er større end alt hidtil. Verdens skæve gang er blevet tænkt om i en ny bane af Gud.

»Den, der tror på Sønnen, har evigt liv« lyder det gang på gang. Og at tro er at gøre som Johannes Døber: give plads til Jesus og lade Ham gå foran dig! Giv især plads til Jesus nu i julen. Du må ikke fylde dine hænder med så megen jule- travlhed, at du ikke kan åbne dem og tage imod, hvad Gud giver dig til jul! For det er, når du lukker Guds jul indenfor, at den store glæde kan nå dig. Den evige glæde!
Det er »dagen før dagen«. Der er sikkert en del, som endnu mangler at blive klaret, før dagen er omme. Men midt i travlheden søger vi Gud for at få indstillet ører og hjerter til at møde julens hellige begivenhed.
Kom, Herre, og giv os fra Himlen det, vi ikke kan tage af os selv!

Nu vil vi os forsamle

i Jesu Kristi navn,
de unge med de gamle
skal løbe ham i favn ... (fra DS 93,1)

Luk 2,10-11: »... en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. «

Det er juleaften. Vi fejrer, at det blev jul i Betlehem, og Gud låste døren mellem Himmel og jord op på ny!
— De første mennesker blev vist ud ad Paradisets dør, fordi de havde syndet mod Gud. Vi blev låst ude i en verden fyldt med synd og død og Djævel.
Men nu fejrer vi juleaften, fordi Gud har lukket døren op på ny for Himmelsk frihed og glæde til vor jord! — Julenat forkyndte englene for hyrderne: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Og Jesus sagde det selv tredive år senere ved sin første offentlige fremtræden: »Jeg er kommet ... for at sætte fangne i frihed!« Vi skal ikke længere være låst inde i en verden af elendighed, vi skal på ny få adgang til Himmelsk godhed og fred og glæde. Gud har låst op for os, så vi må have lov at nærme os Ham på ny.
Uanset hvad der fylder dig mest i aften: Tak og glæde over livet — eller bøn og suk, så står englens forløsende ord stadig ved magt: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.« Og denne glæde fra Gud blev knyttet til et historisk tegn: »I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
Jesus fra Betlehems krybbe har vi aldrig siden kunnet glemme. I aften vil vi tage imod Ham med et åbent hjerte. For husk: Han kom for at give os adgang til al Himlens godhed og frelse os fra syndens og dødens og Djævelens fangen- skab!

Dette vidunderlige budskab skal klinge med i alle de kommende juledage…

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,

hold selv i os din julefest!
Da skal med Davidharpens klang
dig takke højt vor nytårssang.                    (fra DS 94,9)