16. DECEMBER
Luk 1,67: »Zakarias blev fyldt med Helligånden og profeterede. ‘Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk´. «
profetisk står Zakarias på sin udkigspost i Guds lange historie og skuer ind i fremtiden. Elisabeth og Zakarias hari deres alderdom fået sønnen Johannes. Zakarias ser, at nu begynder opfyldelsen af det, som Israels folk har længtes efter. Dét, Gud lover, er så sikkert, at Zakarias i sin lovsang kan tale om det, som om det allerede er sket! Gud svigter ikke sine løfter!
I den tredje adventsuge får vi lov at forundres over Guds storhed og barmhjertighed. Med Johannes Døbers fødsel indleder Gud en ny frelsestid. Og vi får lov at være med. Vores længsel efter det gode i en verden, som er ved at løbe fuld af elendighed og ondskab, bliver i Zakarias’ lovsang mødt af Guds »ovenlys«. Af frelsens lys, som nu er ved at oprinde. Og dermed bliver vi opmuntret — og udfordret til at lade vort liv blive formet af »Herrens besøg», af »solopgangen fra det høje«, som vil »besøge« os.
Endnu skinner solen ikke i hele sin kraft som ved middagstid; men den lader sig ane som en »solopgang«. Solens lys i al sin kraft ses først den dag, hvor jord og Himmel bliver nye igen som på skabelsens morgen. Solens opgang er Jesu fødsel. Fra da af vender tiden som et »solhverv«, og lyset tager til! Og nu i denne adventstid vil solopgangen gribe fat i os og vende os ind i Guds frelse!
Zakarias har sunget for på en lovsang, som aldrig vil forstumme. For den siger mere om livets lange perspektiv end mange andre ord.
Lad således det tredje adventslys være vort »Johanneslys«, som viser os hen til Jesus og fylder os med tro og taknemlighed. For nu er der himmelsk »besøg« også til os ….
Han er den rette glædessol,
som lyser fra Guds nådestol;
ved ham, Guds Søn, det lysne må
ud i vort hjertes mørke vrå.  (fra DS 84,5)