6. DECEMBER

Luk 21,25 og 36: »Og der skal ske tegn i sol og måne ,g stjerner,
og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde  over havets og brændingens brusen... Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske...«
Advent taler også om de sidste tider. Inden den dag, Menneskesønnen skal »komme i en sky med magt og megen herlighed«.
Vi bliver forberedt på angst og gru, fordi vores verden skal gå mere og mere i stykker. Og ærlig talt: Vi bliver flaget a f en spirende frygt, fordi disse undergangstoner ikke bare er fremtid, men allerede anes nu. Naturen ter sig med nogle ustyrlige ekstremer. Politik og økonomi bliver så uoverskuelig, at vi griber til vilkårlige hovsaløsninger. Og lovløsheden bliver organiseret og tiltager sig mere og mere magt. — Vi oplever allerede en forsmag af de sidste tiders angst.
Ja, men har der ikke i enhver generation været undergangstegn? Jo. Enhver kultur, som har ladet hånt om sit grundlag, er gået under i familieopløsning, i hor, i vold og
magtmisbrug. I vores tid er det imidlertid, som om det sker næsten samtidig over hele jorden. Natur og folkeliv er begyndt at slå igen, fordi vi har ladet hånt om den gode orden, Gud igennem sit ord gav os at leve i.
Jesu klare hensigt med adventsordene er, at vi skal tage os i agt, så vi ikke »sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer«. I stedet skal vi våge og bede om, at vi »må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen«.
Der står ikke, at vi skal se at komme »fejlfrit< igennem livet. For det kommer ingen af os. Nej, der står, at vi skal vandre åndeligt vågne igennem livet — med blikket rettet imod Jesus som vores og verdens Herre.

Og når da under hver himmel-egn
du ser din konges det visse tegn,
ja, tegn i sol og måne,
da funkler frydelig øje dit...    
(fra DS 274,5)