20. DECEMBER
Joh 1,23: »Jeg er en, der råber i ørkenen: ‘Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.<
Vi er stadigvæk i adventstiden. Det er ikke jul endnu! Men det er lige før. Vi har det som børn: Vi har svært ved at vente.
Dét vil vi dog: Vente lidt endnu og gøre et ophold lige uden for døren, før den åbnes ind til den store julefest med englesang, hyrder og Jesusbarn. Vente! Ved at glæde os til det, som skal ske — og glæde os over adventstidens fjerde budskab!
Landets åndelige ledere er urolige over al den opmærksomhed, som bliver Johannes Døber til del. Mange lytter til hans budskab, og han får en stor discipelskare omkring sig.
Hvem er du, Johannes? Hvad vil du?
Johannes svarer med at henvise til, at han ikke er Kristus eller en ny Elias. »Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt» Og lidt efter peger han på Jesus og siger: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.«
Johannes peger væk fra sig selv ved at vise hen til Jesus. Dermed lærer han os noget, som er vigtigt til enhver tid: Glæden ved at være optaget af noget andet end mig selv!
Sådan siger et troende menneske: Jeg er ikke min egen herre, jeg er ikke midtpunktet i mit eget liv! Nej, jeg har mit menneskeværd ved at høre til Jesus, som er større end jeg, og som jeg stoler på har mit liv i sine hænder!
Johannes kunne noget, der er så svært for os andre: Han kunne glæde sig over at gøre et andet menneske stort! Normalt vil vi helst selv have al opmærksomhed. Johannes kunne den kunst at glæde sig på andres vegne.
Sådanne personer har noget at give til os andre! — Derfor var der også så mange, der lyttede til Johannes og blev vakt for Guds rige!
Kom, du ærens konge, kom!
Hjertet er din ejendom;
rens det, dan det, som du vil,
jeg kun dig vil høre til.         (fra DS 80,4)