19. DECEMBER
Es 40,3-5: »Der er en, der råber: Ban Herrens vej… Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal Se den.«
Advent og jul vil åbne vore øjne for løfterne fra Gud, så vi ser, hvad Han har for med os. Adventsprofeten Esajas, og ligeså Johannes Døber, peger med deres profetiske ord forbi alt det, vi kender fra denne verden, og ind i Guds virkelighed. Den virkelighed, som nu kommer til os for at forberede os til herligheden hos Gud. -Advent er de store linjers uger!
De følges ad, Esajasprofetierne og Lukasevangeliets første kapitler om Johannes og Jesus. Men hele tiden sådan, at Jesus sættes i centrum! Opfyldelsen overgår profetien. Johannes baner vej — Jesus går på den!
Om den nyfødte Johannes hedder det: »Du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen… Johannes inviterer mennesker ind i et nyt, ukendt område. Som bodsprædikant, men også som en glad vejviser hen til »Guds Lam, som bærer verdens synder»!
Vi lever i en tid, hvor vi må forsvare, at vi kommer med dette gamle budskab igen og igen, år ud og år ind. For verden er optaget af så meget andet. — Men frimodigt bliver vi dog ved, for vi ved, at både Esajas og Johannes Døber har mere at sige om liv og evighed end vor tids nyhedsmedier, fordi de peger hen på Jesus som Frelser og Herre!
Dette at tro Jesus og ledes på Hans vej ændrer livet — og ikke mindst: Her begynder evigheden!
Det tredje adventslys vil bane vej i vore hjerter for Jesus og fylde os med tro og taknemlighed. For nu åbenbarer Herren sin herlighed i frelsende glimt!
Og en dag skal den åbenbares fuldt ud
Lad op din port så vid!
Din Jesus kommer hid,
han agter dig at gæste
din salighed til bedste.        (fra DS 81,5)