12. DECEMBER
Matt 25,6 og 11: »Ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! ... Herre, herre, luk os ind!»

Bibelen er først og sidst håbets bog! Til dens vigtigste budskaber hører, at Jesus vil gribe ind den dag, hvor alt er i rit fald! Når verdenspressen peger på fallit, peger Jesus på fest! Når vi famler i mørket, peger evangeliet på lys og farver og en ubeskrivelig glæde, som er på vej til os!
Ofte minder Bibelen os om, at Herrens genkomst kommer pludselig, og før vi venter det. Med brudepigerne er det lige modsat: Det trækker længere ud end ventet!
Da — men ikke nu! Da kommer festen, nu er det vente- og forberedelsestid. Nu skal vi blande os, leve det pulserende liv her i verden. Men vi må ikke gå i ét med verden! — Vi skal leve »klogt«.
Hvordan lever vi klogt? Ja, Jesus siger i Bjergprædikenen, at den kloge mand bygger sit hus på klippegrund. Han har det ikke blot i munden »Herre, Herre», som ham der bygger på løst sand. Den kloge lever og handler med Jesu ord for øje. — Og i adventstiden hører vi så om den kloge kvinde, de kloge brudepiger. De har det heller ikke blot i munden som de tåbelige, men har klogt forberedt sig på en lang ventetid.
Dem skal vi ligne i klogskab! Ved skal fylde vores lamper med troens og håbets olie. Vi skal lytte til ordets forkyndelse, bede, læse i Bibelen og finde sammen i Guds hus med nadverbordet. Og, så øve os i at handle derudfra! Så har vi nemlig altid et »4geblus» tændt. Og når Han kommer, kan vi dreje vågeblusset op på fuldt blus.
Adventskransens andet lys vil minde os om at være parate til at møde Herren, også selv om det trækker længe ud. Vær parat hver dag! For du kender ikke din egen sidste nat.
— Ej heller evighedens første midnat.

Din brudgom dig vil hente,
hver time kan du vente,
at du får bud at træde
til Himlens bryllupsglæde.       
(fra DS 82,5)