11. DECEMBER
Jak 5,78: »Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente p1 sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre res hjerter stærke, for Herrens komme er nær. «

Vi sløves så let hver især og som kirke. Det trækker jo ud med Jesu genkomst. Og i det daglige har vi fuldt op at gøre, og vi regner da med at skulle leve mange år, før vi skal aflægge regnskab. — At sløse med livet er farligt, fordi alt af værdi kræver omhu. Sådan er det også med vort gudsforhold!
Alle kan vi få åndeligt søvnige perioder. Ja, vi kan næsten glemme, at Jesus en dag kommer i sin herlighed! — Derfor er det da også så vigtigt med adventskransens andet lys, genkomstens lys, som siger: Husk, at du og hele verden en dag skal møde Kristus som Frelser og Dommer!
Vi skal være tålmodige, indtil Herren kommer! Som vi læser det til advent i Jakobsbrevet. Og »tålmodighed« vil egentlig sige mod til at tåle det, der måtte komme, mod til at
(omkring anden adventsuge)
holde forventningen frem, selv om verden vil have os til at glemme alt om Jesu magt og herlighed.
På en måde er det allerede forår efter Jesu komme den første jul. Men verdens forår kan blive langt og koldt, inden sommeren kommer med frelsens »dyrebare afgrøde«.
Dog! Vær vagtsom og forventningsfuld, lad ikke det kolde og golde lukke synet af for den Himmelske udsigt! For le sus har ikke glemt dig! Det har Han betalt for høj en pris for dig til.
Det andet lys i adventskransen er altså vort »vågeblus«, som siger: Gør hjerterne stærke! Indtil evighedens overvældende lys strømmer os i møde. For evighedens vidunderlige dag er jo på vej! — Og nu er vi nu kommet den en dag nærmere

O Jesus, lad det komme
dog snart dertil engang,
at alle dine fromme
må møde dig med sang!           
(fra DS 271,5)