17. DECEMBER
Luk 1,69: »Han har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund. «
Zakarias og hans søn, Johannes, ville have været aldeles ukendte, hvis ikke det var, fordi Johannes på en særlig måde skulle blive vigtig i Guds store plan. Vi kender Zakarias, fordi han i skæret fra det tredje adventslys, Johannes Døbers lys, lægger mund til en besked fra Gud om den tid, der nu er i færd med at bryde frem.
Zakarias’ lovprisning er en meget løfterig tekst, som fylder os med forventninger til Guds indgriben i livet. Zakarias takker Gud, fordi Gud med Johannes’ fødsel begynder virkeliggørelsen af de løfter, som blev givet allerede til Abraham. Ja, det er, som om alle tidsaldre smelter sammen! Gud »har besøgt og forløst sit folk«! Gud »har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus«! Zakarias takker Gud for det, som om det allerede er sket. Det slår ikke fejl. Hvad Gud har lovet, vil Han opfylde!
Tænk, så må vi også glæde os over løfter, som er på vej til at blive opfyldte: At blive friet fra alle dem, der hader os; at kunne leve uden frygt; at kunne se lys — selv i mørkets og dødens skygge; at kunne gå på fredens vej uden fare for fjender! Det griber næsten for langt ind i den evige, fuldendte fremtid! Hvordan skal det blive mere end store og smukke ord, blive en virkelighed, som jeg er i nærkontakt med?
Jo, ved at høre evangeliet om Jesus, som Johannes viser os hen til. Om Frelseren, »frelsens horn«, hele universets frelsesmidtpunkt. For dette ord gør noget ved dig! På Guds måde. Evangeliet om Jesus ejer en kraft til at lyse og levendegøre, en kraft til at få os til at se sandheden i stedet for løgnen — og allermest: en kraft til at frelse os fra synd, død og Djævel!
Saligt, hvor han drager ind,
saligt er det folk, det rige:
Dér skal sorgen fly af sind,
dér skal synd og død bortvige .   
(fra DS 83,2)