3. DECEMBER
Matt 21,3: »... hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare:
Herren har brug for dem ... «

Han kalder sig selv for »Herren«. Mange ryster på hovedet ad en sådan selvbevidsthed. Mens andre lytter og er forvisset om, at Han var — og er Herren.
Hvad er det, som gør, at vi lytter til Jesu ord som noget andet end hovedrystende snak? Det hænger sammen med, at der er en helhed, en selvhengivende sammenhæng i det, Jesus sagde og gjorde. Jesu ord var anderledes end andres ord. — Hvorfor? Fordi Han selv var det, Han sagde.
Sådan slår Jesus følge med os med sin myndighed nu, hvor vi begynder et nyt kirkeår. Han kommer ikke bare med løs snak, men vil samle os ind i det rige, som overgår alt, hvad vi ellers kender.
»Jesus er Herre» har været kristendommens glade påstand gennem alle århundreder og lyder nu igen denne advent: Herren er nær! Og ved noget så enkelt som at blive døbt og tro på Ham, må du vide, at Han også vil være din
Herre nu og i al evighed! Jesus taler indtrængende og uden omsvøb, men altid ud af kærlighed! For Han ønsker at vinde os og endnu flere for det liv, Han allerede har købt os til!
Herren har brug for dem! Vel, Herren har nu al magt og har ikke brug for noget fra vores side. Og dog: Han har brug for, at du bringer Hans gode myndighed og hjælp videre, så Hans rige kan blive udbredt!
Vore dage er aldrig blot vore egne, hvor vi kan tage livet i egen hånd. Nej, vore dage er altid også Herrens dage, »Herrens år»! Derfor vil vi gerne byde hver dag »vær velkommen» med den dejlige adventssalme. Velkommen både julenat, langfredag, påskemorgen og pinsedag, ja, »hver Herrens dag»!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
 (fra DS 74,4)

2. DECEMBER
Matt 21,4-5: »Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ‘Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«

Himlen og Han ventede på det gunstige øjeblik. Inden Han kom som forudsagt af profeten. Himlenes Herre blev en af os ved at lægge sin kongemagt ned på et simpelt æsel. For ikke at blænde os med sin herlighed, men lyse sandt og kærligt for os, så vi kan finde vejen hjem til vor Skaber igen.
»Sagtmodig« kommer Han. Æselridtet viser Hans ærinde. Ligesom krybben; og vaskefadet, hvor Jesus nedværdiger sig til at vaske disciplenes fødder; og korset og det lånte gravkammer. Fordi du betyder så meget for Ham, er Han villig til at give afkald på sin magt og blive som de fattigste og mest fornedrede blandt os.
Så mange ting og tanker og traditioner kappes om at fylde adventsugerne for os. Ikke desto mindre påstår vi i den kristne kirke med stor alvor og glæde, at det er Ham på æselet, det drejer sig om! Ja, at det er livet om at gøre — og evigheden med! — at vi tager imod Ham som vores konge!
En dag skal vi jo alle møde Ham ansigt til ansigt. Frelserkongen kommer igen. En dag skal Himlen nemlig åbne sig, og da skal der komme en majestætisk rytter på en hvid hest. Da skal der være kongeoptog, Jesus midt i sit folk. Kristus vil overvinde al ondskab, og Guds rige skal komme i kraft.
Derfor skal vi lade advent gå os under huden til forundring, tro og tak. For det, som profeten forudsagde, og som blev en synlig virkelighed i verden, da Jesus red på æslet, det ser Han først opfyldt, når du og jeg tænder lys i kirken og i vore hjem for at ære og tjene Ham.

Op, Zion! Læg din enkedragt,
ifør dig lysets brudepragt!
Strø palmer for hans fødders gang,
og mød din skat med frydesang
(fra DS 75,7)